Hvem er vi

Vi er oprindeligt begge fra Amager og er henholdsvis årgang 1952 (Jørgen) og 1953 (Anni). Vi har boet på gården siden 1998, og bor her nu med vores to labradorhunde Max og Kenno.

 

I 1998 købte vi stedet, satte huset i stand og flyttede fra vores parcelhus i Dragør. Ejendommen er på i alt 23,7 ha, hvor ca. 5 ha er plantager med æbler. Hovedparten af æbletræerne var, da vi overtog ejendommen, meget gamle, da der efter sigende har været dyrket æbler her helt tilbage fra omkring 1940.

 

Økologiske plantager
Da vi overtog plantagerne, var de drevet konventionelt, dvs. at den tidligere ejer brugte sprøjtemidler i dyrkningen af æblerne. Vores mål var fra starten, at vi ville dyrke økologiske æbler og derfor undgå enhver form for sprøjtninger og lignende. Dette princip har vi overholdt indtil nu, og vi kan nu endelig kalde os for et økologisk landbrug.

 

Træer i alle aldre
Vi har valgt at beholde en del af de gamle træer. De har et godt og solidt rodnet, og sorterne har en fantastisk aroma og smag. Derudover giver de gamle træer en charmerende stemning i plantagerne.

 

I 2005 udskiftede vi nogle af de gamle træer med nye træer i nye sorter. Det har taget en del år at få dem til at bære frugt, bl.a. på grund af nogle meget tørre somre, og fordi træerne de første to år blev gnavet i stykker af rådyrene.

 

Gæs og bier blandt træerne
Fra omkring midsommer til først i december har vi en flok gæs gående i en af plantagerne. Gæssene er gode til at holde græs, ukrudt og skadedyr nede, og deres yndlingsspise er nedfaldsæbler. I november får vi slagtet gæssene, og vi sælger dem som julegæs.
Derudover har vi i en af plantagerne bistader med bier, der bestøver træerne. Bierne producerer lidt honning, som vi også sælger.

 

Pluk selv æblerne
Hvert år har vi selvpluk af æbler fra ca. midt i september til efter efterårsferien. Selvpluk er en oplagt mulighed for selv at smage og vælge dine æbler og samtidig få en oplevelse ud af det i de gamle plantager, mens du plukker æbler til efterårs- og vintersæsonen. Opbevarer du æblerne korrekt, kan de holde sig hele vinteren - Vi giver gerne råd og vejledning om opbevaring og holdbarhed af æblerne.

 

Æblemost fra eget mosteri
I 2009 byggede vi et mosteri for at udnytte de smagsfulde æbler optimalt. Og hvert år i æblesæsonen moster vi vores æbler til en velsmagende og sund økologisk æblemost.